Beskrivelse
Unikt sommerhus i første klitrække – havudsigt, solnedgange og direkte strandadgang
Velkommen til dette helt særlige sommerhus beliggende i første klitrække direkte ud til Vesterhavet. Her får I en sjælden kombination af uforstyrret natur, enestående havudsigt og direkte adgang til stranden – et ideelt feriehus for jer, der ønsker ro, udsigt og autentisk vestkyststemning.
Sommerhuset er hævet smukt i landskabet på en stor klit- og naturgrund, hvilket giver en imponerende horisontudsigt i alle retninger. Fra både stue og køkken kan I nyde havets skiftende farver og det særlige lys over klitterne. Solopgangen kan opleves direkte fra soveværelset, mens solnedgangen nydes fra husets egen bænk i klitten – et helt unikt sted med panoramaudsigt over Vesterhavet.
Renoveret og opdateret i 2026
Sommerhuset er istandsat i 2026 med fokus på komfort og kvalitet. Køkkenet er opdateret med ny induktionskogeplade, ny Siemens ovn og nyt køleskab med indvendigt fryserum. Derudover er der nye spisebordsstole, som fuldender den lyse og indbydende indretning.
Udendørs er der opsat en ny gasgrill med 4 brændere, sideborde og Power burner – perfekt til hyggelige grillmiddage med udsigt og læ fra klitterne.
Terrasser med sol hele dagen
Huset råder over flere attraktive terrasser, der giver mulighed for at følge solen dagen igennem. En østvendt morgenterrasse indbyder til morgenkaffe i solopgangen, mens den lukkede terrasse mod syd byder på både middags- og aftensol i læ af klitten.
Indretning og stemning:
Indenfor er atmosfæren lys og afslappet med store vinduespartier, der lukker naturen helt ind med marehalmen tæt på vinduet. Stuerne og køkken ligger i åben forbindelse og skaber en naturlig ramme om samvær. Huset har to soveværelser samt sovesofa, badeværelse samt separat toilet og opvarmes via varmepumpe og brændeovn.
Beliggenhed
Sommerhuset ligger i det attraktive Hvorup Klit-område mellem Løkken og Blokhus. Her bor I midt i naturen og alligevel tæt på byliv, indkøb og sommeraktiviteter. Stranden nås direkte fra grunden – uden veje eller stier – kun klitter, sand og hav.
Rygning ikke tilladt i huset.
Ingen udlejning til ungdomsgrupper